ikke ligge under for svakhet. Eventyret fører ofte menneskene ind i uanede rædsler, men eventyr er dog eventyr, og mange av os kan ikke leve uten eventyr.
Hun saa forvirret paa ham og reiste sig langsomt op.
—Jeg er jo bare en kvinde, mumlet hun. Og hvad har jeg ikke lidt i de sidste timer. Lat os skynde os herfra . . .
Fjeld vendte sig til meksikaneren.
—Hvor er vi nu? spurte han.
Fernando Lopez sat utaset paa en klippeblok og forsøkte at samle sig efter den sidste dødsangst . . .
Han reiste sig med besvær.
—Dette er Tekscocosjøen, herre, sa han med en vis ærbødighet. Det er aztekernes hellige sjø. Chausseen gaar forbi nogen minuter herfra.
—Saa vis veien!
Lopez nølte litt.
—Jeg vil gi Dem et raad, sa han efter nogen tids betænkning. Det er et raad, man gir den, man skylder livet.
—Tal ut!
—Det er nat i Meksiko nu, herre. Og der vil følge mange sorte nætter efter denne. Meget blod vil bli drukket av jorden. Jeg er en uvidende mand, herre. Men saa meget vet jeg, at her hvor vi nu staar har alle Meksikos onde aander møttes like fra den tid, da Fernando Cortez bygget sine skibe og seilte over Tekscocosjøen for at herje det gamle Tenochtitlan med baal og brand. Reis bort herfra. Søk ned til havet. Her lurer døden bak hver kaktus . . . Om otte dage
