rykker Zapatas mænd ind i Meksiko city . . . Da er de fremmedes dage talte. Tro mig . . .
—Og dit raad?
—Her findes en fisker en fjerdingsvei herfra. Det er en bra mand. Han vil for en rimelig betaling sætte Dem over sjøen til et sted, hvor revolutionen endnu ikke er naadd. Jeg skal anvise dere en hacienda, hvor dere kan faa heste til kysten. Der slipper ingen med jernbanen de første maaneder. Meksiko vil bli en kirkegaard, herre, for den hvite mand.
—Hvorav vet du det?
Lopez nølte litt med svaret.
—De har reddet mit liv, herre, sa han endelig. Og den ulykkelige, som tar sin redningsmands liv, vil altid brænde i helvede . . . Jeg er Fernando Lopez . . . det er et navn, som er godt kjendt hos den røde mand. Martinez, som blev klemt ihjel deroppe, vilde ha bøiet sig for mig. Og Emiliano Zapata vilde trykke min haand med venskap . . . Jeg vet alt, som forberedes. De forstaar?
—Jeg forstaar, svarte Fjeld. Jeg forstaar fremfor alt, at du skulde arrangere en fælde for mig. Du kjender mit opdrag?
—Det gjør jeg, svarte Lopez livlig. De er sendt av en fjern stat for at løskjøpe den elendige dumrian, som nu sitter et sted oppe i bergene og spiser frijoles ved Zapatas bord. Han gjødes godt herre. Har De løsepengene med Dem?
—Nei.
—Det er godt. Men hvad vil De saa utrette?
—Jeg agter at stjæle ministeren tilbake fra Zapata.
—Hvorledes?
