som fremstormende cykloper. Men ikke et vindpust rørte sig. Det var som om naturens lunger ikke funktionerte. En kvalm svovlblandet atmosfære laa over den døsige jord, som strakte sine arme mot den gryende dag.
Men ret i øst hævet der sig en dyp mørkerød ildsøile opover sletten, — en vældig flammende fakkel, som sendte tusende blodtunger ind i mørket. Og en fjern larm, der steg og sank som en brændings brus, naadde ut til de tre flygtninge, som famlet sig frem i mørket. Et og andet skrik skar sig ind i stilheten, nogen iltre geværskud fræset, og ret som det var kom der to runde forfærdede kjæmpeøine glidende ut fra byen og forsvandt med en forfærdelig fart. Det var Meksikos luksusautomobiler, som flygtet for blodnatten rædsler . . .
Fernando Lopez gik langsomt fremover. Den kraftige meksikaner hadde faat et eller andet moralsk knæk, som fik hans ryg til at lute sig under en eller anden byrde. Han var av de mænd, som ikke taaler at bli overvunden og som føler skammen ved at se en overmand i øinene.
Og der sjokket han fremover sletten som en ynkelig, halvdruknet hund, ledet av en mandsvilje, som var sterkere end hans egen!
Pludselig var det, som om den store herre, der styrer klodernes gang, hadde trukket et forhæng tilside. En tynd, graa lysstrime strømmet utover lanskapet.
Fjeld stanset forbauset. Det var som om lyset sprang fra aas til aas, fra fjeld til fjeld, fra slette til slette. Det danset henover som lekende barn i den overmo-
