Amerikaneren stirret forundret paa den høie mand i de vaate, klissede klær.
—Hvad vil De med den? spurte han.
—Den unge dame der maa reddes, svarte Fjeld. Mondego vilde visselig ha ofret en av sine maskiner for det formaal.
—Det vilde han. Og De ser mig ut til at være en mand for at sætte igjennem, hvad De vil. De kan ta passagermaskinen. Den er fuldt færdig til at tas i bruk, og har bensin for fem timer. Det er akkurat en passelig dosis for en reise til Vera Cruz. Og fire mand kan faa god plads i den.
—Det passer jo godt, sa Fjeld. Her er jo ikke blivende sted for nogen av os.
—De tar feil, sa amerikaneren. Her er min plads. Jeg blir her. Selv om jeg skulde løpe den risiko at følge gamle Mondego.
Fjeld trykket hans haand.
—De er en modig mand, sa han.
Da lød der et forfærdelig brak mot porten. Den knaket i alle sine sammenføininger. Men den holdt. Og utenfor steg der et hyl fra hæse struper—som var tørre av tørst efter blod — blod og altid mere blod.
Da grep amerikaneren sin Winchester med et grusomt smil.
Vi overlater gamle Smith til hans skjæbne. Det er et eget kapitel i Meksikos revolutionshistorie, — kapitlet om en tandløs og stædig yankee, som moret sig
