med at skyte til maals i en rasende, blodhungrende pøbelhop og holde den stangen i 10 forfærdelige minuter. I den tid taug ikke hans Winchester. Den fræset uavladelig, og meksikanerne rullet over hinanden medens de med knivene mellem læberne søkte at forcere Mondegos kraftige port.
Gamle Smith var en alvorsmand. Men nu lo han høit. Og han krydret sine sikkert rammende skud med forbandelser, som var vokset like op av New Orleans’ ildelugtende kaier. Imidlertid — hans tid var kommen. Den røde yngel sprængte porten, og inden nogen minuter var oldingen fra Tennessee slitt istykker. Og over de ynkelige rester av den ærværdige portvogter styrtet pøbelen videre. Det var som en rødgylden flom, der væltet ind i det hvite, bleke morgenlys, som nu sitret over Meksikos gule høifjeld.
Men pludselig stanset hele skaren. Det var som om en overnaturlig knytnæve blev plantet i hopens ansigt. Ti derute paa den aapne plæn stod en mægtig fugl med gule vinger. Morgensolen sitret i dens brede vinger og gnistret i dens sølvglinsende krop.
Da lød der et brøl i de bakerste rækker. Det var morderbandens vrælende kraft, som hidset dem videre. Den bedste stortaler er altid den feigeste mand. Og enhver forsamling i den hele verden har altid en Thersites, som brøler fra feighetens sikre hundehul.
—Slit dem istykker, hylte stemmen. Ellers flyr de fra os. Gaa paa, kamerater, der er ingen fare.
Jonas Fjeld kastet et blik bak sig, der han stod ved propellen og forgjæves forsøkte at faa maskinen igang. Lopez sat gul og blek i den lille kupe og stirret omkring sig med forvildede øine. Det var som om hele
