peket mot den fremstormende pøbelhop, som nu hadde skreket sig bort fra sin slavefrygt for det nye menneskelige storverk. Lopez saa sløvt omkring sig. Hans kniv var væk. Den unge kvinde bak ham holdt den med begge hænder, og dens spids peket mot hendes hjerte. Hun var en svak kvinde, men hun var sterk nok til at dø, for at redde sig for banditernes blodige favntak.
Der lød et skud. Fjeld hadde fyret, og en mand i første række faldt.
—Ta hende levende, skrek stemmen i den bakerste række. Ta dem alle levende!
Fjeld smilte barsk. Hans venstre haand famlet endnu fra skrue til skrue. Og hvad var det? . . . Den yterste skrue gav efter. En het bølge av spænding farvet for et øieblik den norske læges rolige ansigt. Jo — den var øiensynlig skruet op med vilje, for at hindre uvedkommende i at bruke maskinen. Med lynets hurtighet skruet han den fast, slog laaket igjen, styrtet hen til propellen og satte den i bevægelse . . .
Det begyndte at surre i maskinens indre. Aa, hvor godt han kjendte denne susende lyd, denne ildfulde sang i de smaa gnomers struper.
Men nu var skaren ham like ind paa livet. To skjævbente røde mænd sperret ham et øieblik veien. De stak efter ham med sine knive, men han ænset det ikke. Som et uveir var han over dem og slog dem ned for fote med sine næver, og svang sig med den største behændighet op paa styrepladsen. Aeroplanet begyndte at sætte sig i bevægelse hen over sletten.
—Hold paa dem! skrek stemmen.
I samme øieblik styrtet hele pøbelhopen ind paa
