Brødrene vandrede alene hjemover. I førstningen skridtede de raskt afsted, næsten i kapgang. Men snart sagtnede de farten; for sæterveien var slem at gaa i mørke. Ofte sparkede de mod rødder og sten, og Bernt ømmede sig — det gjorde ondt i fødderne. Mons bed tænderne ihop og gav sig ikke, endda han ret som det var snublede og var nær ved at falde. De taltes ikke ved og holdt sig paa hver sin kant af veien, som var de ræd hinanden.
Stien gik langs Hoffselven. Dalen var trang med bratte sorte aaser til begge sider. Over dem var høstnattens himmel høi og blaa. Der funklede enkelte blege stjerner.
Før de naaede halvveis, stod fuldmaanen op. Da stansede Bernt og løste skoremmene sine. Mons skyndte sig videre bort fra ham, indtil han med et brød igjennem olderbuskerne ned til elven, som der strømmede rolig i bred bagevje. Saa løste han ogsaa remmene, satte sig og tog skoene af. Han løftede dem den ene efter den anden og rystede dem over vandet; jord og sand tømtes raslende ud. Og han vrængte hoserne af sig. De klistrede fast, havde store huller og var stive af størknet blod. Det, som havde været i skoene, havde skuret huden af under fodbladene.
Han stak benene ned i vandet, som isnede ham om læggene, og plaskede forsigtig frem og tilbage. Maanelyset faldt klart paa elven, og store hvide skumtapper flød sagte forbi.
Mons græd sutrende — ikke for det gjorde vondt, men for han og Bernt havde svoret falsk ligevel. Aa, saa rart, saa rart det havde været: han skalv, da han kom hen til raaden, som læste op af bogen, og havde
