Havde han lært det i katekismen, da han stod paa kirkegulvet til konfirmation, da havde han vist ikke svoret idag. Men det var ikke trykt i katekismen, det — han kunde bogen sin udenad, og præsten havde rost ham for det. Aa, at han skulde have stelt sig saa galt!
En skygge gled forbi ham. Han væltede overende af rædsel, stødte albuen sin og reiste sig. Det var Bernt.
Mons klædte ilsomt paa sig. Broderen ventede taus. «Ha du vaske beina dine, du, Bernt?» spurgte Mons undselig. Den anden nikkede.
De fortsatte sin gang. Det subbede i skoene til Bernt for hvert steg; han havde vasket dem med. Om en stund hukede han sig ned og stønnede: «Je aarke itte ta i' skredt mer! — Krampa dræg mig i læggom —»
Mons greb ham i frakkekraven. «Kjære dig, kjære dig! prøv lite grænn tel — naa æ ve trast heme!» — I maanelyset saa broderens ansigt ud som et ligs. Han hjalp ham op igjen, støttede ham under armene og slæbte ham med sig. Bernt gik med krumme knær som en, der bruger krykker, og mumlede: «Det va du, som helst vilde — det va du, som helst vilde — Dom sætt øss itte paa slaveri — Ingen veit om det, aa prokkeratern vilde det — Det va du, som helst vilde —»
De kom over kloppen ved Lonstuen, og Bernt kviknede til; men da segnede Mons. Han fik ogsaa krampe i læggene. Som han laa i lyngen, tog han til at tale vildt: «Gudherren straffer os for vor overtrædelse og straffer os paa vore fødder, eftersom vi især haver syndet med dem! Han slaar os med lammelse og pestilense paa vore fødder — se, vi skulle ei mere træde derpaa!» — Han ramsede
