kapteinen kunde naa dem med stokken. Saa kylte han den midt i ryggen paa Erik. De fór i veiret. Erik skotede sig vetskræmt om, gned sig paa ryggen og lagde paa sprang hjemover uden at ænse jomfruen.
Hun stirrede paa faderen, som støttede sig til skigarden. Han havde ikke frakke paa, og vesten var opknappet; hans hvide haar strittede, og kinderne blussede. Hun sagde ikke noget.
«Bring mig stokken, barn!» brølte han.
Hun nølede trodsig: «Du skal ikke slaa mig, far.»
«Sludder! Nei, jeg skal ikke!»
Hun tog stokken i yderste enden og rakte ham den. Kapteinen svælgede sin ed vist ti gange: «Klyv over gjærdet, barn!» kommanderede han saa.
Hun lystrede og kløv over. Han pegte mod døren, og hun gik ind. Han fulgte efter som en fangevogter.
Og faderen blev datterens fangevogter. Han skjændte ikke paa hende — det var ikke kapteinens skik at sige stort — han passede bare paa, at hun stadig var under hans eller Bertes opsigt og udstedte kort og godt forbud mod, at Erik viste sig dér paa gaarden. Til høsten var forhaabentlig Wallace igjen i bygden.
Men det er mer end en gammel invalid krigsmand kan at holde en ung pige fra den, hun har kjær, især naar hendes kjærlighed styrkes af trods. Tillige var der forræderi inden hans egen leir. Berte blev forræder mod sin vilje. Hun var bange for sin husbond og bange for jomfruen, men mest for, af der skulde ske en ulykke, om deres voldsomme sind tog magten fra dem.
Henrikke og Erik fandt mangfoldige udveie til at mødes. Sad kapteinen og hans datter paa trappen, kunde
