høstting tredie dagen, og paa en oplandsk lensmandsgaard talte aaret fordum seks store høitider: Julen og høsttinget var størst; dernæst kom vaarting og paaske, men pinse og sommerting havde ikke meget at betyde nogen af dem.
Det lyste fra kjøkkenet, dér skydsgutter og husmænd ventede, og jenter fór travelt om, mens gryden med punschevandet kogte og surrede over peisens flammende baal.
Det lyste fra stuen, dér lensmandsmadamen sad tilfreds og fornøiet med barnene og en talrig flok frivillige medhjælpersker og opvartere fra naboerne og spiste efter til aftens. Drammebuteljen gik rundt, og flittig brugtes ølkanderne. Maset havde været overmaade, trætte var de, og maden var fed. — Hun var tilfreds og fornøiet, for alt var gaaet bra, endda hun denne gangen ikke havde havt den vanlige, kyndige støtte ved madlagningen. Før tingene havde de altid pleiet at hente madame Nannestad fra det nærmeste sogn; men hun var ikke mere. Da krigen bragte forstyrrelse i pengevæsenet, saa hendes pension smeltede sammen til næsten intet, og mindskede selskabeligheden, saa den indtægtskilde sivede bort for hende, blev kogekonen syg og døde, glemt af alle, og det sagdes, at dødsaarsagen var nød og mangel, skjønt det kanske var lidet troligt. — Men gudskelov, der havde endda ikke været noget at udsætte hverken paa fisk eller steg eller saucerne.
Det lyste fra salen; thi dér var øvrigheden.
Det store, skumle rum med de brune bjelkevægger og gardiner af hvidt lærred for de fem fag vinduer paa den ene langvæg blev kun brugt ved høitidelige anledninger og var bare forsynet med de nødvendigste møbler.
