af vardevagter, tilsigelse af transportskyds, militære rekvisitioner, stræv med almuens bevæbning og med disse fordømte svenske indflyttere, der skulde skaffes frem og affordres en troskabsed, som bandt dem saa lidet som en hyssing en hest, og med omstreifere og tatere og betlere, der vrimlede paa landeveiene og fyldte arresterne! Misfornøiede var de, som udstedte ordrerne, og misfornøiede var de, som skulde udføre dem. Som en lus mellem to negle var den civile embedsmand — — — — — Aa jøie mig! Dersom man endda ikke samtidig havde sorgerne for det daglige brød til sig og sin familie. — Vidste procurator Lehmann, hvad hans faste indtægter havde beløbet sig til i dette aar? Neppe tohundrede rigsdaler, far, neppe tilstrækkeligt til kontorhold! Der gaves ikke den lensmand i hele fogderiet, der var saa ilde deran som fogden. Lensmændene fik da sin løn for det meste i kornskjæpper, og korn var penge — Men den stakkar, som hverken havde embedsgaard eller formue! — —
Han sank forpint tilbage i stolen og svøbte trøien om sig, som han frøs, mens sveden perlede paa hans pande og magre, indsunkne kinder. «Man faar gjøre sin pligt og slide sig tildøde», endte han. «Fanden gale mig, jeg længes bare efter ro en eneste nat for bekymringer og tanken paa det meget arbeide, om det saa skulde være i min grav!»
Der blev ganske stille i selskabet, ogsaa hos bønderne. De kjendte Jespersen, og den bandende, varmblodige trønder var afholdt blandt dem. De vidste, han sagde sandt.
Cancelliraaden nikkede langsomt: «Ja, det har virkelig taget paa dig, Jespersen.»
