position efter krigens udbrud. Krogsti var den eneste inden distriktet, som i sin stilling havde erfaring fra en tidligere ufred, nemlig fra 1788, da han havde lært meget paa korte uger — meget, som nu havde været til stor nytte; de havde undertiden confereret hver evige dag. Og fanden gale ham! Den civile myndighed havde saa gu' maattet sørge for at skaffe sig veiledning selv heroppe i svært vanskelige stykker, uagtet de regjerende vist ikke havde ladet det skorte paa flid og omhu for rigernes vel og allenfals ikke paa plakater og kundgjørelser i hobetal. Skaal for den, som trofast hjalp, da det gjaldt for dem at hjælpe sig selv — Erik Krogstis skaal!
Lensmanden var dybt rørt. Han stammede, og hans koirporalstemme blev som en sint hunds gjøen. Større ære var ikke vederfaredes ham i de syv og tredive aar, han havde været i kongens tjeneste, deri tre aar som menig soldat medregnet. Han vilde takkende ryste fogdens haand, men bevægelsen tog magten fra hans korte ben, og Jespersen opfangede ham i sine arme og trykkede hum hjerlelig til sit bryst.
Cancelliraaden og Høegh var med ét i en ivrig samtale om udsigterne til kværnvand for vinteren, og bønderne fortsatte sin haljan, idet Hans Dahlbye nu blandede og gav.
Men procurator Lehmann spaserede frem og tilbage med hænderne paa ryggen og knirkende støvler. Det humoristiske ved optrinet forekom ham blot tildels at bøde paa dets anstød mod decorum. Det var dog ikke passende for embedsmænd saaledes at lade sin værdighed fare i bønders nærværelse. I del hele likte han ikke den tone, som havde hvilet over selskabet siden amt-
