Dér kjørte læs efter læs i række og rad. Nogle var allerede forbi huset. Et halvhundrede kjærrer drog sig frem borte paa veien. Hestene og mændene kastede lange skygger over de rimhvide marker. — Han vidste, hvad det var, men raabte alligevel ned og spurgte, hvorhen de skulde.
Den nærmeste kar stoppede sit læs. Det gav et ryk i hele rækken, som fulgte; den stansede ogsaa. Skyer af graa damp steg fra hestenes rygger.
Karen svarede, det var transportskyds til Glommen, til skanserne deroppe. Han snakkede lidt om det daarlige føre, som ventede han paa at blive spurgt om mere; men manden i vinduet taug. Saa smattede han til hesten, og toget kom igang paany. Læs efter læs drog forbi; trætte, dampende hester og trætte karer, som slang søvnøre ved siden af kjærrerne.
Endelig var de draget forbi alle. Da lukkede cancelliraaden vinduet, satte sig paa sengekanten og tog til at klæde af sig. Denne transportskyds, dette slidsomme stræv i vinternatten paa tungt føre, det var ogsaa endel af krigen. Uden den vilde man neppe have kunnet samle saa mange folk til fælles foretag. Kanske det var krigen, som skulde sveise de stridende og uforligte sammen til enighed?
