med udskaaret vaaben paa ryggen; der var sofaer med silktøis træk og ben vridde som tyrirødder, og speil saa høie som dører i forgyldte rammer med snirkler i toppen, og kommoder og skattoller med snurrige rundinger og buger, og bord med plader af indlagt ved eller hvid marmelsten, og guld og lakering var der paa det meste. Det rareste var et tungt møbel paa fem ben, næsten som et bord at se til, og som flere mand maatte bære. Raaden fulgte selv med dem, og saasnart de havde sat det fra sig, gik han bort til det. Der var laag paa det; han løftede det op og tog indunder, og da gav det en særs pen laat fra sig, for der var nok musik i det.
Madame Nannestad gik rundt i værelserne med den vesle datter sin og et halvt dusin jenter og stillede alting i række og rad rundt væggene som det staa skulde.
Bare en skeifærd hændte i dagens løb, og det var, at Matjas Nordsveen stødte et speil mod handtrevet, saa glasset sprak. Han stygbandte af skræk. I det samme kom raaden og blev hvid af sinne. Først sagde han ikke et ord, men tog speilet og hev det i gulvet, saa ramme og glas føg i stumper og stykker, og det endda rammen var lige god og glasset ikke værre faret, end der godt kunde gjøres to mindre speil af det. Efterpaa knyttede han næven til han Matjas og fordømte ham ind i det inderste helvede, og han Matjas var mest ræd for, at raaden skulde have rørt ved ham, saa han havde maattet tage igjen. Men det skede nu ikke.
En time efter var raaden lige blid, og lod madamen skjænke drammer til dem, som ved arbeidet var, til Matjas ogsaa.
Da de gik hjem til nattes, var alle husmændene enig om, at den nye skriveren var en staselig kar, men fælt
