langs de brune, slidte kalveskinds røisere. Paa hovedet bar han en lav lue af blaat vadmel, vid oventil og kantet med højrøde baand. Han tog den ikke af sig. Ansigtet var fyldigt og skjægløst, huden brunlig og glinsende. Sorte haarstræner hang ned i panden og skjulte ørene. De skinnende, smaa øine blinkede aarvaagent.
«Godkvæld I, som i stuen er,» hilsede han igjen med syngende maal. «Har ikke I her paa gaarden for skik at bede veifarendes folk om vinteren sætte sig til peisen og varme sig?» Han brød paa ordene og talte daarlig norsk.
Lars mumlede noget — det skulde tages for en hilsen, og at finnen var ude i fælt veir — og flyttede paa sig for at gjøre plads. Men Lesbet, som var vaagnet og labbede om paa hosesokker, trak en stol frem og bad ham sidde.
»Tak, som byr. — Det er blyge karer; ung, pen jente alene i sengen og tre gutter i stuen!» Han skjøv stolen unda og satte sig paa vedstabelen tæt ved Lars. «Der skal stærk varme til at tø op frossen krop,» sagde han og kastede nogle trær paa peisen. «Men godt drikke driver og kulden ud,» og dermed greb han punschemuggen og tømte den tilbunds. «Her bor bra folk her efter ponsen at dømme, men bedre er de vel ikke, end at de laaner fattigmand hus i nat?»
Det var skrivergaarden han var paa, og cancelliraad Weydahl, som boede der, svarede Lars. Han brugte være striks mod den mandens lige, men raaden lugtede kanske ikke, at han var her, saafremt han bare drog sig afsted tidsnok imorgen. «Helless lyt du tala aat jomfrun.»
Det var saa, det: skriver og lensmand skjæmtes ikke for at hjælpes ad med levebrødet. En havde ar-
