«Godmorgen, lensmand, — skal De ogsaa til annekset idag?»
Lensmanden snudde sig halvt om i sædet. Mellem den opbrættede pelskrave og den lodne skindlues sorte vadmels ørelapper viste sig et høitideligt, rynket ansigt med store hornbriller.
«Godmorgen, hr. pastor — pr, pr vil du staa, blakken! — Jeg skal saa, men jeg agter mig desværre ikke til kirke. Min tid er disponeret søndag som hverdag. Pro tempore gjælder det en inquisition eller ransagelse hos nogle kanaljer i Vestbyaasen. Saadanne personer er i regelen helst at antræffe om søndagene; at de skulde være blandt den kirkesøgende almue, er som regel ikke at befrygte for. Hehe!»
«Det er bra, De er ivrig, lensmand, det behøves saamæn. Der indfandt sig én hos selve skriveren for ikke længe siden» — pastoren brød sig ikke om at sige igaar — «og skræmte pigerne. Jeg var der tilfældigvis om aftenen, og paa hjemveien var knægten fræk nok til at springe op paa meierne hos mig. Han forsvandt ellers, næsten før jeg blev opmærksom paa ham, — skjønte vel feiltagelsen, at det ikke var en almindelig bondeskyds.»
Haaken fortrak ikke en mine ved at høre sin beretning om nattens hændelser gjenfortalt paa denne maade.
«Skulde én have hørt sligt satans spel! Hm, hm, jeg ber — Rakkets impertinents er i stadig stigende, hr. pastor, men jeg skal knibe dem, dersom kun —»
«Jaja, gjør Deres bedste. Men jeg er vist sent ude,» afbrød præsten.
«Jeg skal straks undersøge —.» Og lensmanden rodede indenfor pelsen efter klokken, men før han var
