vinens art er ikke nærmere angivet i skriften. Men det usyrede brød —?»
«Med hr. pastorens permission, i det saakaldte tyndbrød bruges ikke surdeig, samt kan det brydes i stykker eller beter.»
Beter? Et lynsnart billede af nattens uheldige kortspil fløi gjennem Linds trætte, forvirrede hjerne. Han kniste nervøst: «Nu, saa er vi ikke bet, min kjære Haagensen! Men hør her,» fortsatte han og lagde haanden fortrolig paa klokkerens arm, — «hvad vi som oplyste mænd kan diskutere os imellem, bør ikke spredes ud blandt den menige almue. Det kunde vække unødig forargelse hos de enfoldige. Forøvrigt er der paa min ære ikke noget galt deri. Bring saa kun det fornødne.»
Klokkeren snød sig atter og ilte med at hente en flaske af sin kones ribssaft og et stykke tyndbrød. Pragten hægtede imidlertid kjolen igjen.
«Faa det bare i orden. Lad mig dog først smage saften — den er temmelig syrlig; kom til en sikkerhed en del stødt sukker deri. — — Aa hjælp mig lidt med kraven. Saa tak! — De bringer altsaa det fornødne hen i sakristiet, og jeg stoler paa Deres diskretion — —»
Mens præsten vandrede til guds hus, klemtede kirkeklokkerne ud over den skinnende hvide, søndagsstille bygd. De taug en liden stund, saa tog de fat paany for at ringe sammen, og nu først strømmede ind i kirken den ventende skare, som ikke var meget talrig.
Da Lind steg paa stolen, kjendte han pludselig smagen af den draabe saft, han havde drukket, skarpt og ækkelt; den brændte ham i halsen. Hans hænder var
