Karene, som maakede i halvmørke inde i den høie, murede kjælder, skottede ud paa ham og skjønte, at husbond ikke var blid, og holdt paa saa ivrig de kunde. Langslæde efter langslæde kjørte opover bakkeknæggen til fjøset, svingede bort til kjælderdøren, blev læsset paa og drog igjen. Meierne skurede gnissende mod marken.
«Hui du! — Vil du med dig — saa, hui!» gneldrede en opløben, rødhaaret gut i stemmeskiftningen til en spræk unghest, som ikke vilde rygge tilbage ved døren. «Naada, blakken — hut!» sled han hidsig i tømmerne.
«Hvordan er det, du kjører, Jens Sveum?» irettesatte Weydahl. «Vil du værsgod fare pent med hesten.»
«D’ æ’n svinegamp,» svarede gutten kjapt. «Hænn æ saa stivkjæfte, at —» Og han rykkede paany uvorrent i tømmerne. Hesten steilede, saa den sørpede, brune søle skvat, og satte det ene bagben udenfor skjækerne.
«Kom hid!» tordnede raaden. «Fort dig lidt og lei hesten med dig.»
Gutten lystrede tvært.
«Du har sælet galt paa ogsaa, din slusk!» skjændte Weydahl og rappede sint til ham med stokken over ryggen. «Se paa høvret — det ligger skakt og bryder hesten. Tag sælen af!»
Jens nøiede sig med at lette paa høvret. «D’ æ’n skarvesæla,» mukkede han.
«Tag sælen af, har jeg sagt!» — Det skede, men trevent og sendrægtig. Det kogte i raaden. Med den ene haand rev han hovedlaget af, med den anden fattede han Jens i nakken og klemte til. Gutten svaiede frem og tilbage under hans greb og gabte stort af skræk og smerte: «Au!—a—a!»
