«Jeg skal lære dig at kjøre, jeg — fare slig med det stakkars dyret!» Weydahl tvang mundbitet ind i gabet paa ham, viklede remmerne om næven og ruskede til, mens han dunkede ham mellem skuldrene med stokkeknappen. «Jeg skal lære dig! — Er det bedre for øget, din satans dreng, end for dig kanske?»
Han løsnede taget, og gutten tumlede halvkvalt og tutrende overende. Da han reiste sig og grædende luskede unda var han blodig ved mundvigerne.
De i kjælderen havde sluttet at maake; de, som kjørte, havde standset nedenfor bakkeknæggen. Nu fik de fart i sig paany.
Raaden klappede hesten, som var blank af svedte: «Har de været slemme mod dig da, blakken? — Har de det?»
Madklokken skranglede i og ringte ind til middags. — «Aa, du Mathias!» raabte han. «Sæt blakken paa stalden og stel den godt.»
Klokkerne fra de andre gaarde i grænden stemte i med; de rettede sig alle efter den paa skrivergaarden. Det ljomede udover i den vaarfriske dag.
Om eftermiddagen inspicerede atter cancelliraaden gjødselkjøringen. Han lagde særdeles vægt paa gjødselens behandling; den var maaske det vigtigste kapitel i det fornuftige landbrug, burde være en del af landmandens katekismus saa at sige. Han var i bedre humør. Det var vist gjørligt at spare Palmstrøm alligevel — forhørene kunde blive ubehagelige for mange — men jamen maatte den forhærdede gavtyv hytte sit skind herefter.
