duknakket mand i helgepuds og med trøien paa armen fulgte efter.
Lars kløv op av graven. «Jasaa. Ve ha dom trast da.»
«Hvem er død i Nerlien?» spurgte Palmstrøm. Manden svarede, det var den ældste sønnen og datteren.
«Aa nei da, to stykker af ungerne! Jeg undres, hvad han Gubrand tænker om det, jeg,» sagde svensken medlidende. «Men vi maa skynde os til pastoren, Nyeberg — — — Han skal rimeligvis forrette med det samme, siden de er fra en storgaard.»
Graveren gik til kirkedøren, stak en underlig, diger nøgle i laasen og vred den rundt, saa det peb, og slog de jernslaadde fløidøre tilside. Den duknakkede, som var med ham, saa nysgjerrig ind i det øde, skumle midtskib. Gallerier med udskaaret træværk tog af for lyset, som faldt gjennem smale vinduer i tykke mure, og svære, kalkede pillarer kastede skygge.
De steg op vindeltrappen til taarnet. Dens høie trin var glatte af slid, og mændene holdt sig godt fast i det taug, som tjente til handtrev, for ikke at glide. Gamlingen, som var kjendt, krabbede fort af sted; men Nerlikaren maatte være varsom med, hvor han satte benene. Saa krøb de tvekroget henad det lange, lave loft, stødte paa en stige, som gav sig knirkende under dem, og endelig var de i det firkantede taarnrum hos klokkerne.
Der var skymt, men Lars rev lemmerne fra gluggerne, og dagen strømmede stærkt og blændende ind. Dybt nede laa bygden i rig solglans, med store gaarder og vide, dyrkede marker. Slaataannen var i fuld gjænge, og paa engene drev folk flittig paa med høbergingen. Som smaa dværger vandrede svensken og organisten
