Da gav mange sig til at lede efter de smaabøger og hefter, som ængstelige og bekymrede patrioter havde uddelt til almuen, men som de forhen havde leet af og slængt ulæste væk. For i de bøger var der skrevet om, hvordan den skulde berge sig, som ikke havde mel nok til mad eller maatte greie sig med det, som var fordærvet. Den vilde snart være bra rustet, som forstod sig paa de ting. De havde vel ofte brugt kneb for at drøie melet; men nu blev der neppe forslag i sligt.
Tærskningen blev omhyggeligere gjort end nogensinde. Paa laaverne blev sliren svunget af fortvilede arme, der hamrede løs, som haabede de at tvinge føde frem af den morskne, halvraadne halm.
En kvæld lige under jul sopte Matjas Nordsveen ihop paa laavegulvet det korn, han havde faaet paa husmandspladsen sin; han brugte limen godt og skrabede med baade avner og frø og lyste efter med tyristikker, forat der ikke skulde ligge noget igjen. Det blev en pose fuld. Han løftede paa den og veiede den i én haand, bar den ud paa tunet og stirrede fortænkt op mod himmelen. «Kjære dig, vorherre,» sagde han, «ha du ti storslompen, kænn du jamen ha resten med!» og hev posen i veiret, saa det, som i den var, føg for vinden, gik ind til kjærringen sin og bad hende koge rømmegrød af sidste meldusten, de havde.
Dette kunde altids Matjas Nordsveen gjøre, for cancelliraadens folk de svalt ikke ihjel. Hos ham blev flere hjulpet end de, som hørte skrivergaarden til. De conditionerede og alle, der havde evne til det, understøttede jo dem, som var fra deres nabolag. Men nogle steder var der hjælp at faa, om én ogsaa var langveis fra, og sikrest for ikke at gjøre faafængt reise var den, som
