blok om benene, og haandjernene havde gnaget hans haandled.
Han havde haabet og ventet paa hjælp, om ikke til andet saa til at rømme. Alle havde sveget ham, fra patronen Hans Dahlbye til vennen Peder Nyeberg. Blot hemmelige bønner om ikke at være uforsigtig i sine ytringer havde de sendt ham. Ja, lidt at leve af havde de jo ogsaa smuglet ind til ham. — Palmstrøm vilde gaa til fuldstændig bekjendelse, og idet han begyndte med at forlange organisten tiltalt som den, der havde lagt dølgsmaal paa tyvekoster, fremsatte han en række beskyldninger mod saa mange og tildels saa anseede mænd, at det truede med at antænde en retfærdighedens brand, som vilde herje vanærende og ødelæggende i vide kredse. Fornemmelig bar det løs mod Hans Dahlbye; ham vilde han bringe som et sonoffer til den fortørnede øvrighed.
To retsmøder til gik hen. Dahlbye kjæmpede som en helt. Vidnesbyrd førtes mod vidnesbyrd, og mened var der paa begge sider; det var cancelliraaden overbevist om. Farligere og farligere kunde det blive. Og en eftermiddag reiste Weydahl alene til lensmandsgaarden og talte længe i enrum med arrestanten, som siden afsvækkede og tilbagekaldte sine beskyldninger. Den eneste, paa hvem saa meget blev siddende, at videre forfølgning maatte indledes mod ham, var Hans Dahlbye.
Snart efter faldt dommen over Palmstrøm og blev vedtaget. Det var svært saa let, han slap fra det, blev der mumlet om. Fem aars slaveri, og siden skulde han forvises kongens riger og lande.
En hel del havde flokket sig til for at se ham den morgen, han skulde transporteres fra arresten indover
