svag og afkræftet, at han ikke aarkede at blive vred over, at Lars staldkar havde hentet doktoren uden ordre. Han kunde omtrent ikke snakke og led af en svulst ved tungeroden. Saa faamælt havde han imidlertid været til daglig, at hans omgivelser ikke havde heftet sig ved, at han en stund havde været helt taus. Han havde brummet til kontoristerne og ofte strøget sig over halsen, som om den smertede. Det var kun, fordi han en dag slet ikke stod op, at Lars drog til doktoren.
Efter en del modstand havde Müller erholdt tilladelse til at bortskjære svulsten; den syge vilde ellers snart bukke under for et kvælningsanfald. Men operationen var ikke ganske lykkedes, sagde amtsphysicus, og den bevirkede, at Weydahl fuldstændig mistede talens brug og blot kunde tage flydende næring til sig.
— Skulde Palmstrøms spaadom gaa i opfyldelse? Igrunden tænkte alle, at saa var det, skjønt ingen mente, at svensken havde været uskyldig. De conditionerede vilde ikke rigtig være ved sin tro, de smilte selv forsigtig af den. Men for almuen var det greit og vist, at raaden var rammet af den dømtes forbandelse. Kanske ikke ligetil af den, for Palmstrøm havde nok mange eftermaalsmænd og hevnere. Og folk drøftede grublende troldom og finskud og de fordærvelige aatgjærder og midler, én inderlig maatte grue for stod til deres raadighed, som vankede lovløst og fredløst paa jorden og havde den onde til herre og mester.
Over skrivergaardens tjenere kom der en stor angst. De blev mørkerædde og skvætne. Budeien turde ikke være alene i fjøset, og husmændene biede paa hverandre efter følge hjemover om kvældene. Kokkepigen styrede egentlig husvæsenet efter jomfru Nannestads død, og
