et papir og rakte det til procuratoren, som sagde: «Nei, nei — du har ikke godt af det, og det er ikke værdt for min skyld.» — Men Weydahl nikkede bestemt, og Høegh bad Lars, at han skulde bringe en mugge punsch og glas.
Lars blev borte en halvtime med dette, fordi han maatte faa tag i et kvindfolk til at brygge. Da han kom ind igjen og stillede brættet fra sig paa natbordet, holdt procuratoren raaden i haanden og sagde sørgmodig: «Tak skal du have, Weydahl — — Er der ingen ting, jeg kan gjøre for dig?»
Det gurglede i halsen paa raaden, som altid naar han prøvede at tale. Han rystede paa hovedet og bød ved tegn at helde i glassene. Det blev gjort, og de klinkede. De fingre, som Weydahl greb om glasset med, var knoklede og tørre som et benrads. — De vekslede ikke et ord mere. Af og til mødtes deres blik; da gled procuratorens unda.
Et par gange drak de, men den hede punsch smertede den syge, han hostede dæmpet og pinefuldt. Omsider sagde Høegh farvel. Han sukkede og var rent tuslet, da han satte sig i karjolen. Lars fløi efter ham med svøben, som han glemte, og blev mest fælen over at faa en sølvdaler i drikkepenge.
Samme kvæld blev der et overhændigt snefok, det Lars syntes var rart, eftersom der ikke var faldt sne før den vinter. Naar han lettede paa gardinet, saa han de hvide floker hvirvle uafladelig og tæt i lysskjæret fra vinduet. Men ude var der ellers bælgmørkt og ikke lyd og ikke liv at fornemme.
Ved midnat blev det Matjas Nordsveens tørn til at vaage. Staldkaren gik ned i folkestuen, da husmanden
