en papirbunke paa natbordet og til ovnen. Matjas fattede ikke i øieblikket, hvad han vilde; det gurglede stærkt i raadens hals, og han stak papirerne ind i lysets flamme og satte fyr paa dem. Det forstod Matjas. Han puttede papirerne i ovnen og lod døren være aaben, til de var fortæret af ilden. Siden hjalp han raaden tilrette i sengen og bredte godt over ham. — Timerne svandt, og Matjas blev træt. Den syge var roligere og pustede lettere.
I graalysningen vaagnede Matjas igjen. Det var tyst i værelset. Han gik bort til sengen. Cancelliraaden havde foldet armene i kors over brystet og rørte sig ikke. Han var død. — Husmanden prøvede at trykke hans øine til. De stod runde og glasagtige frem, og øienlaagene glippede op og vilde ikke lade sig lukke.
Matjas vækkede konen sin i kjøkkenet. Hun reiste sig søvnørsken overende paa sengekanten. «Raaden æ dau,» sagde han.
«Aa ret lel, aa ret lel,» klynkede hun. «Hænn ha stritt den stria, hænn aa da —»
En skulde vel sende bud om det, sagde Matjas usikkert; han vidste ikke rigtig til hvem.
Om lidt svarede hun: «Det fekk vara aat prokkeratera det, da.»
«Je ska spørja ’n Lars,» sagde Matjas og gik ud.
Da han vassede gjennem de sammenføgne fonner paa tunet, hørte han, at folk var oppe i fjøset, og studsede over, at der brændte lys paa kontoret.
Dagen var ifærd med at bryde frem. Fjorden laa stille og blaasort og tung, men alt landet rundt den skinnede af nysneen, og i øst steg vintermorgenens rødmende gry over skogene.
