egnens honoratiores. I ring gik det fra gaard til gaard, fra majoren paa Emilienberg til procuratoren paa Gihle, fra kammerraaden paa Stav til Juell paa Romstad og kaptein Tebetmann paa Kjelsrud, med afstikkere imellem til adskillige flere ogsaa udenbygds, og kortspil og punscheboller og dundrende viser var der, hvorsomhelst turen gik.
I denne malstrøm blev Lind værre medfaret end nogen anden. Økonomisk ruineret og legemlig og aandelig svækket af helseslidende svir og nattevaag, kunde han snart ikke mere holde sig oppe og hævde sin værdighed, skjønt han ofte fik mærke, at man syntes, han drev det for vidt til en pastor at være. Han blev en ufrivillig geistlig bajads, og efterhaanden vaagede endog den bande af aldrende, luvslidte løitnanter og forkomne subjekter af bedre familie, der tjente sit naadsensbrød ved at dingle i rigfolks fodspor som en slags hofnarre, at gjøre løier med ham, ligesom deres velgjørere og disses barn gjorde løier med dem selv. Undertiden bragtes han dog til raseri og skaffede sin vrede luft ved chikanøse avertissementer i aviserne om distriktets embedsmænds sportulering og militæres færd, og da han et par gange havde voldt folk ubehageligheder ved dette, blev han ikke mer en velseet gjæst, kun taalt, fordi han nu ikke var til at undgaa.
Men menigheden sagde, at dens præst var en dranker og spiller, som selv ikke troede det guds ord, han forkyndte. Der bares rygter ud om hans ondskab og smaalighed i sit hjem mod kone og barn. Han blev en gjenstand for almen foragt; ingen ydede ham mere, end loven bød. Og i pastor Linds tid blev præsternes magt og anseelse undergravet i den bygd.
