I kong Hanses dage levede i Danmark en adelig væbner Jens Orre, som havde været videnom. Paa sine farter havde han indsuget kjætterske meninger, og stivsindet og uvorren som han var, lagde han ikke dølgsmaal paa det. Af den grund kom han i strid med en kannik, som han dræbte, og flygtede til Norge med hustru og barn. Han troede sig ikke sikker ved kysten eller i byerne, men tyede til Oplandene. Han tog sit bosted i en bygd paa vestsiden af Mjøsen og hug sit adelige vaaben ind i kirkens væg til tegn paa, at han vilde slaa sig til ro dér med sine.
Det var den første af Orreslægten, som krøniken kjendte. Denne mands sønnesøn flyttede over til østsiden og kjøbte gaarden Alm, som siden blev slægtens faste sæde. Han vandt sig stor formue, og den blev nedarvet i adskillige led, uden at mindskes synderlig ved skifte og deling, da slægten ikke blev talrig.
Skjønt Orrerne ikke evnede at gjøre sin adelige rang gjældende, indtog de dog en særstilling. De skaffede sig aldrig meget jordegods; de nøiede sig med Alm. Sine penge laante de ud mod billige renter; ellers drev de paa forskjellig vis kjøbmandskab og tjente ikke lidet ved, at flere af egnens bedste møllebrug kom i deres hænder.
De færdfdes gjerne blandt bønderne og var godt likt af dem. Men aldrig hændte det, at Orrerne ved ægteskab forbandt sig med en bondeæt. Sønnerne hentede sine koner fra præsters og embedsmænds familier eller fra velstaaende kjøbmandshuse i byerne, og til de samme kredse blev ogsaa døtrene bortgiftet.
Stamfaderens kjætterblod gik igjen hos dem alle. De
