jomfruen til adskillelse fra tante Birgitte. Kagefadene blev budt om, og madame Lind forsynede sig og betakkede sig og forsynede sig igjen under megen nøden. Saa fulgte en glasskaal med smaaskeer og assietterne med syltetøiet. Damerne holdt hver assiet et lidet øieblik, stak sin ske i syltetøiet, smagte og spiste, men idet de lod den gaa videre, satte de skeen fra sig i et glas med vand, som var stillet midt paa bordet. Naar saa en assiet til blev sendt rundt, tog de atter en ske af glasset, brugte den og dyppede den nedi paany.
Stærk eftermiddagssol fyldte stuen. Straalerne brød sig i lysekronens mangfoldige prismer og legte i sitrende regnbuefarver paa væggens mørke tapet. Det var varmt, og sveden perlede paa gamlejomfruens statelige oldenborgernæse, mens hun strikkede flittig. Om det høire haandled bar hun i et tyndt sølvarmbaand en liden filigrans-forsiret kugle af poleret træ, hvori garnnøstet var gjemt. Hun var tunghørt, og hendes skrigende stemme afbrød undertiden passiaren, som gled dæmpet og næsten hviskende.
Ærbart og stille sad Laurentze hos sin grandtante med hænderne foldet i fanget. Hun havde ligesom søsteren en firskaaret og kortærmet kjole af lyst, blomstret tøi. Den klædte hende ikke, men fremhævede, at hun var noget forvokset og altfor blond.
Døren til biblioteket var aaben, og i konsolspeilet lige overfor saa hun Nicolai Lind blandt de øvrige herrer derinde. Hun følte hele tiden, at han sad og saa paa hende, og vilde gjerne ha snud paa hodet og smilt til ham; men hun turde ikke for sit bare liv, for opad dørposten stod løitnant Wallace og dinglede med en lang pibe og blæste store røgskyer ud i luften, og Wallace —
