den ujevne sti, til de var komne et godt stykke bort fra de øvrige. Men da havde han taget hende om livet og kysset hende og fortalt hende, hvilken sorg det var ham, at han var hjemme sin sidste ferie, før han skulde reise til Kjøbenhavn og blive student, og at han holdt saa inderlig af hende. De havde kysset hinanden og lovet hinanden troskab. Hun havde været saa bleg og saa skjær i den dæmrende pinsenat, og de havde ikke længer været barn nogen af dem.
Fra det minde var der spiret en drøm, som havde været tilhuse i hans sind de tre vanskelige aar i Kjøbenhavn. Derfor var han idag kjørt til Alm med hjertebanken hele veien.
Og nu — — Han saa paa Laurentze, som fremdeles smilte til ham, smilte uvilkaarlig tilbage, sukkede og tømte atter sit glas, som løitnanten havde fyldt paany.
Nu fandtes der kun ringe lighed mellem den unge pige, som havde staaet ved baalet, og Laurentze. Hun var storlemmet og lidt forvokset — det var ikke alene kjolen og den slappe og skjødesløse maade, hun førte sig paa, som lod hende synes det. Ansigtet var fregnet, trækkene fyldige, grunde og udviskede. Det eneste vakre hos hende var de blaa øine — de lyste frem under de vissentblonde krøller med et blik, hvis muntre lystighed gjemte en indre glæde. Dette blik plagede ham ogsaa. Hvor forskjellig hun end var fra den Laurentze, som han havde drømt om, var hun dog knyttet til ham ved et fælles minde, som det røbede, at hun trofast havde bevaret.
Men et var sikkert: For den tungvinte pige, som sad derinde i stuen med de røde hænder foldet i skjødet og skottede fortrolig til ham, følte han ingen tilbøie-
