dig til mig! Har du gjæld, og er det derfor, du er vendt hjem? — — Betro dig til mig,» bad han atter, da han intet svar fik, og hældede sig indsmigrende forover. «Jeg spørger dig alvorlig. Vis din fader den fortrolighed! —»
Nicolai sad som paa naaler; han følte, han blev bleg. Det var saa, at han havde gjæld, og at han var kommet hjem for at faa lidt understøttelse til den og til sine studier. Han havde speidet efter en leilighed til at aabenbare det. Men sige det nu —
«Jo, far,» sagde han endelig. «Jeg skylder nogle penge og havde haabet paa lidt hjælp af dig for det og for mine studier.»
Lind sprat op og stødte til bordet, saa glas og butelje røg klirrende i gulvet. Med oprakte arme bøiede han sig nedover sønnen og hylte: «Du vanartede dreng! Du fine junker! Du stratenjunker! — Som vil plyndre din arme fader for hans uselige sidste eiendelel — Du — du — og du undser dig for at være min søn!» Med knyttede næver puffede han efter hodet paa Nicolai, som værgede for sig ved at holde albuen for ansigtet, mens han mærkede faderens hvislende, brændevinsstinkende aandedrag over sig.
— — «Gud, hvad er det? Kjære Lind, lad Nicolai være!» Det var moderen, som stod lige ved ham halvpaaklædt og prøvede at holde faderen tilbage.
Præsten snudde sig: «Der er hun ogsaa! —» Stemmen klikkede en stund for vrede, men saa hylte han op paany: «Du har ogsaa forraadt mig, du har idag ledsaget min vanartede søn til mine fienders hus! Men jeg skal vise Jer!» Og der fulgte en rivende strøm af anklager mod hustruen, som forødte hans gods, og mod sønnen, som vilde plyndre ham, røve hans sidste skilling.
