huse den skamløse omstreifer og prædikant Hans Nielsen Hauge, havde været halstarrig nok til at gaa i kast med proces mod ham, saa nu fik det skure. Synderligt tab kunde det ikke blive, men altid ærgerligt for den, som ikke blot havde sig selv at stræve for, men pligtede at lægge sig lidt op for sine syv uforsørgede ungers skyld.
Weydahl havde nylig ymtet noget om de ønskelige vidner. Det havde bidt sig fast i procuratoren, og derfor havde han snakket til Palmstrøm, som han havde seet og hørt vidne tilbedste for Hans Dahlbye i en af denne berygtede storbondes mange sammenstød med justitsen. Dengang grøssede det i Høegh, som var anklagedes defensor, da Palmstrøm og en til svor. Falsk ed var det, men Hans Dahlbye blev frifunden og skulde senere have skrydt af, at hele stasen bare havde kostet ti rigsdaler. — Procuratoren blev ildrød i hodet og kjendte det, som han skulde kvæles: Noget af hvert kunde han have paa samvittigheden før, men dette — — Han og Hans Dahlbye, nu var de lige bra, de — og han var den af dem, som Palmstrøm tjente mest paa!
Han hug næven i pulten, saa blækhus og fjærpenner dansede: «Gud forsyne mig, er ikke cancelliraaden en kjæltring!»
Han havde sagt det høit og saa sig forskrækket om. Og saa hev han sig paany over akterne med indædt flid.
Procurator Høegh og cancelliraad Weydahl var venner paa en vis. Ingen af dem kunde kaldes pratsomme, og den sidste især ytrede sjelden en stavelse udover det nødvendige. De var begge svære, stærke mænd og lignede hinanden noget i det ydre; men procuratoren var ikke saa høivoksen og førere og tyngre. Han var den mest
