paa grænseskjellet, det Høegh i grunden ikke nærede tvil om var ved Gjeitlokbækken. Kanske han vilde have ladet processen falde, saafremt ikke modparten havde været denne indflytter og skinhellige hadelænding paa Hoff.
Det var gaaet stormbyger over skogen ved middagsleite. Saa havde veiret bedaget sig, og flæmgede skyer seilede henad blaa himmel; snart skyggede de for solen, og snart kom den frem igjen og lyste op over den dystre skvaldrede afsted ned til Hoffselvens dalføre i smaa, skummende fossefald, indtil den sagtnede paa farten og hvilte sig ud i lange, stille loner, dér veien til aasmarken skar den. Her var slaaet en klop af svære granstammer. Den var bred nok til at kunne kjøres, og der var hjulspor i veien, som bugtede sig gjennem ulændet, slig naturen og færdselen havde laget den. Bare paa de allerværste steder havde menneskene hjulpet til ved at hugge trær bort eller vælte sten i myrhuller.
I hældningen paa nedersiden af bækken laa Lonstuen, en rydningsplads paa den frasolgte del af Romstadgaarden. Oprindelig havde den været en finnebraate, og derfor var den bygget paa et sæt, som afveg fra bygdens vanlige, idet fjøs og stue var bragt under samme torvtækte tag, saadan som én ellers kunde træffe det paa de øverste sætrer, dér det var vanskeligt for tømmer. Omkring en ussel akerflæk og græsvolden nærmest huset var der gjærdet mod skogen, og paa bakken stod vældige hængebjørker, hvis kvister med nysprunget løv svaiede seigt i vaarvinden.
