† PER SCHEI (1905)
I vinterens evige nat, i sommerens lysfyldte sol, du søgte hølt op under pol de svundne aartusinders skat.
Ved det øde isdækte kav, hvor du kjæmped mod sneviddens vind kvor du bæved ved nordlysets skin, fandt du skatten fra fortidens grav.
Du gav ære og glans til dit land, du gav løfter om skabende aand; før med tak vi fik trykket din kaand, sank du blegnet bag gravdybets rand.
Vi vil præge dit verk i vort sind, og gjemme dit smil i vort savn. Vi vil mindes dit afkoldte navn i flammer af nordlysets skin.
TIL SKOLEBESTYRER QVAM (1906)
Nu, da køsten kar med kænder ømme rige farver over løvet lagt, og naturen synker ken i drømme om den lange, lyse sommers pragt nu, da egnens skjønneste konturer tegner sig mod korizonten bedst, og der køstes rigt fra plogens furer, kilser vi vor kjære hædersgjæst.
Som en gartner værner sine planter, gir dem plads og binder stammen op, saa at lyset frit fra alle kanter kalder blomstens blade frem af knop, 6
