saadan værned du i egen have
om de unge, glade barnesind.
Kraft de fik ved lys og friheds gave
til at skue kjækt i livet ind.
Altid du med høi og løftet pande
pegte did, hvor idealets skjær
hviled over lyse, skjønne lande,
med reflekser baade fjern og nær.
Altid du med aandens ild i tale
barnets sind og tanke fangen tog;
lave skolerum blev høie sale,
naar historiens skatte frem du drog.
Altid lagde du din sjæl i sproget,
blæste ind det med din egen aand.
Det, som var for barnet altfor broget,
ordned du med skjønsom, sikker haand
Derfor du ved aandens eget under
veien fandt til hjertets skjulte krog.
Dine timer blev os høltidsstunder,
rige blade i vor livsens bog.
Og fordi du altid kunde finde
det, som løfted sind og fæsted hu,
har vel heller ingen nogensinde
mødt saa mange glade smil som du.
Med din rige evne til at forme,
præget selv af alle kraftens tegn,
ser vi dig igjennem livets storme
staa i ly af barnesmilets hegn.
Lad os nu i stundens glød faa binde
festens roser i din mindekrans.
Sterkest du fra alders stolte tinde
kaster over festens bæger glans.
