SOMMERFUGLEN (1901)
I solens straaler den dypper sin vinge, i dnggens bad den tvætter sit bryst. I dansende flugt den paa luftbølger svinger, baaret af Zephyr, dens glæde og lyst. Snart gjæster paa farten den blomsternes dronning, snart bviler den vingen paa vuggende blad, snart kalder den atter den duftende honning til kronernes festlig indbydende rad. Naar legende let over blomster den svæver, den føler den er deres kjæreste gjæst. Ved vingernes vift, ved sin skikkelse væver den indvier blomsternes midtsommerfest.
FJELDVIOLEN (1902)
Liden fager fjeldviol drukket har af fjeldets sol, derfor fik den ikke eie lød som sine søstre blaa, der med hjerteblade staa drømmende langs skogens veie. Men dens blomster titter glad fra sit lysegrømie blad op mod himlens lyse bue, mod den gyldne stjernes vei; seiv i gyldent skrud mod dig ler den fra sin lille tue.
