Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/36

en mellemting af død og døsig slummer;--
men på den anden side skimter du
et hersker-sæde. Vælg så, Catilina!

CATILINA.
Du lokker og du frister til fordærv.

FURIA.
Kast terningen,--og i din hånd er lagt
det stolte Romas vel for alle tider.
Din stumme skæbne gemmer glans og magt;
og dog du vakler,--vover ej at handle!
Du drager hist til dine skove, hvor
udslukkes vil hvert håb, du engang nærte.
Ah, Catilina, er der intet spor
af ærelyst tilbage i dit hjerte?
Skal denne herskersjæl, til hæder skabt,
hist i en navnløs ørk ukendt forsvinde?
Ja, rejs! Men vid,--da er for stedse tabt,
hvad her med dristig dåd du kunde vinde.

CATILINA.
Bliv ved; bliv ved!

FURIA.
                  Med skræk og gysen vil
den fjerne efterslægt dit navn erindre.
Dit hele liv var et forvovent spil;--
dog i forsonings lys det skulde tindre,
af sagnet båret, når med vældig hånd
du brød dig vej midt i den vilde stimmel,--
når trældomsskyen ved din herskerånd
var vegen for en nyskabt frihedshimmel,--
når engang du--

CATILINA.
             Alt nok! Du grebet har
den streng, der dirred dybest i mit indre;
din tale klang, som om den genlyd var
af hvad mit hjerte hvisked dag og nat.

FURIA.
Så kender jeg dig atter, Catilina!

CATILINA.
Jeg rejser ej!--Tillive har du vakt
min ungdoms mod, min manddoms fulde higen.
Ja, jeg skal lyse for det sunkne Roma,--
slå dem med skræk som vandrestjernens ris!
I stolte uslinger,--I skal erfare,
I har ej knækket mig, var end en stund
min kraft af kampens hede sløvet!

FURIA.
                                Hør mig!
Hvad skæbnen vil,--hvad mørkets stærke magter
Bestemmer over os, vi lyde må.
Nu vel! Mit had er borte;--skæbnen bød det;