Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/56

hvad sæd der spired lønligt i din sjæl?
Dog, vogt dig, Catilina; vid, jeg skimter
ieennem fremtids-dækket, hvad det dølger;
blandt stjerner skrevet--læser jeg din skæbne!

CATILINA.
Min skæbne læser du? Så tyd den da!

SKYGGEN.
  Nej, først bag dødens dunkle port
  forsvinder dæmringen, som hylles
  omkring hvad grufuldt og hvad stort
  af fremtids-bølgerne bortskylles.
  Kun dette tør en frigjort ånd
  ud af din skæbnes bog dig melde:
  Du falder for din egen hånd,--
  og dog en fremmed skal dig fælde!

(Åndeskikkelsen glider bort som i en tåge.)

CATILINA
(efter et ophold).
Han er forsvunden. Var det kun en drøm?
Nej, nej; her stod han; månestrålen strejfed
hans gustne ansigt. Ah, jeg kendte ham!
Det var diktatoren, den gamle blodmand,
som steg af graven for at skrække mig.
Han frygted for at miste sejrens krone,--
ej hæders-kransen, men det rædsels-ry,
hvori hans minde lever. Egges da
blodløse skygger selv af æres-håbet?
(går urolig op og ned.)
  Alt stormer ind på mig. Snart taler blidt
advarende Aurelia,--og atter
genlyder i mig Furias manings-råb.
Og mer end dette;--frem af graven stiger
de blege skygger fra den svundne tid.
De truer mig. Jeg skulde standse her?
Jeg skulde vende om? Nej, jeg vil skride
kækt mod mit mål;--snart står jeg sejrrig der!

(Curius kommer gennem skoven i heftig bevægelse.)

CURIUS.
O, Catilina--!

CATILINA
(overrasket).
             Du,--du her, min ven?

CURIUS.
Jeg måtte--

CATILINA.
         Hvorfor blev du ej i staden?

CURIUS.
Mig angsten drev; jeg måtte søge dig.

CATILINA.
For min skyld styrter du dig blindt i faren?
Letsindige! Dog, kom i mine arme!
(vil omfavne ham).

CURIUS
(viger tilbage).
Rør ikke ved mig! Kom mig ikke nær!

CATILINA.
Hvad fejler dig, min Curius?

CURIUS.
                           Bryd op!