Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/69

FURIA.
Hvi famler du med dolken?

CATILINA.
                        Hun skal dø.

(et lyn slår ned og tordenen ruller.)

FURIA.
De store magter jubler ved dit forsæt!--
Se, Catilina,--hist din hustru kommer.

(Aurelia kommer angstfuld søgende gennem skoven.)

AURELIA.
Hvor skal jeg finde ham! Hvor kan han færdes!
Han er ej blandt de døde--
(får øje på ham.)
                        Høje himmel;--
min Catilina!
(hun iler imod ham.)

CATILINA
(forvildet).
            Nævn ej dette navn!

AURELIA.
Du lever! Ja--!
(vil kaste sig i hans arme.)

CATILINA
(afværgende).
              Vig bort! Jeg lever ikke.

AURELIA.
O, hør mig, elskte--!

CATILINA.
                    Ti; jeg vil ej høre!
Jeg hader dig! Jeg ser din fule list;
du vil mig lænke til et halv-livs rædsel.
Stir ikke på mig! Dine øjne martrer,--
de stinger mig i sjælen som en dolk!
Ah, dolken; dolken! Dø! Luk dine øjne--

(han drager sin dolk og griber hende i armen.)

AURELIA.
Våg, milde guder, over ham og mig!

CATILINA.
Luk dine øjne; luk dem, siger jeg;--
i dem er stjerneskin og morgenhimmel--.
Nu vil jeg slukke morgenhimlens stjerne!

(tordenen ruller atter.)

Dit hjerteblod! Nu råber livets guder
sit afskedsord til dig og Catilina!

(han hæver dolken imod hendes bryst; hun flygter ind i teltet; han
forfølger hende.)

FURIA
(lyttende).
Hun strækker sine hænder bønligt mod ham.
Hun beder for sit liv. Han hører intet.
Han støder til! --Der faldt hun i sit blod.

(Catilina kommer, med dolken i hånden, langsomt ud fra teltet.)

CATILINA.
Nu er jeg fri. Snart er jeg intet mere.
Alt sænker sig min sjæl i glemsels tåger;
jeg skimter og jeg hører kun forvirret
som under stride vande. Véd du vel,
hvad jeg har dræbt med denne lille dolk?
Ej hende blot,--men alle jordens hjerter,--
alt levende, og alt, som gror og grønnes;--
hver stjerne har jeg slukt, og månens skive,
og solens ild. Se selv,--den kommer ikke;
den kommer aldrig mere; slukt er solen.