AURELIA
(peger mod den stigende lysning).
Nej; for kærligheden svinder
dødens rædsler og dens nat.
Ser du, tordenskyen viger;
morgenstjernen vinker mat.
(med oprakte hænder.)
Lyset sejrer! Ser du, dagen
kommer stor og varm!
Følg mig, Catilina! Døden
griber alt min barm.
(hun segner ned over ham.)
CATILINA
(trykker hende tæt til sig og siger med sin sidste kraft):
O, hvor lifligt! Grant jeg mindes
nu min glemte drøm,
hvordan hvælvets mørke spredtes
af en stråle-strøm,
hvordan barnerøster sang
imod den unge dag.
Ah, mit øje vorder dunkelt,
og min arm er svag;
men i sindet er det lyst, som
aldrig før det var,
og min fortids vilde vandring
ligger bag mig klar.
Ja, mit liv var uvejrs rasen
under natlyns glød;
men en rosenfarvet morgen-
dæmring er min død.
(bøjer sig over hende.)
Du har sjælens mulm forjaget;
i mit bryst er ro.
Se, jeg følger dig til lysets
og til fredens bo!
(han river dolken raskt ud af sit bryst og siger med døende stemme:)
Morgnens milde magter skuer
i forsoning ned;
du har nattens ånd besejret
ved din kærlighed!
(Under det sidste optrin har Furia fjernet sig mere og mere mod
baggrunden, hvor hun forsvinder mellem trærne. Catilinas hoved synker
ned på Aurelias bryst; de dør.)
Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/71
Denne siden er ikke korrekturlest