Denne siden er korrekturlest
Vi gik en dejlig vårdag
alléen op og ned;
lokkende som en gåde
var det forbudne sted.
Og vestenvinden vifted,
og himlen var så blå;
i linden sad en fuglemor
og sang for sine små.
Jeg malte digterbilleder
med legende farvespil;
to brune øjne lyste
og lo og lytted til.
Over os kan vi høre
hvor det tisker og ler; —
men vi, vi tog et smukt farvel,
og mødtes aldrig mer. —
