Denne siden er godkjent
Ja — de gæster ham, de svunde
blodværksmænd fra mørke tider; —
linombundne, floromvundne,
gennem hallen stilt de skrider.
Og de der —, jeg ser og gruer,
snart i brand og snart i frysning —
bag de høje salsvinduer
dirrer der en blålig lysning.
Hvem er han, hin tunge ridder
med den røde glød i øjet, —
han som stur i salen sidder,
i sin stol fremoverbøjet?
Ja, for visst! Kong Kristjern er det!
Panden skrukket, kinden gusten; —
hånden famler efter sværdet,
sliren er af blodskvæt rusten. —
Lig en gravlagt storheds minde,
fyrstefager end at skue,
i karnappet står en kvinde;
det er visst Knut Alfsøns frue.
