Denne siden er korrekturlest
Bergvæg, brist med drøn og brag
for mit tunge hammerslag!
Nedad må jeg vejen bryde,
til jeg hører malmen lyde.
Dybt i fjeldets øde nat
vinker mig den rige skat, —
diamant og ædelstene
mellem guldets røde grene.
Og i dybet er der fred, —
fred og ørk fra evighed; —
bryd mig vejen, tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer!
Engang sad som gut jeg glad
under himlens stjernerad,
trådte vårens blomsterveje,
havde barnefred i eje.
