Side:Ibsen Samlede Værker IV.djvu/275

Denne siden er korrekturlest
Kløften.

Tungt trak det op; en regnsky brast,
og kløften blev en elv i hast.

Og alt som uvejrs-flommen steg,
den bobled, bruste, sang og skreg.

Det trak forbi; det lufted væk,
og elven skrumped ind til bæk.

Der hvisled dråbers regnbu-støv;
der rasled perler over løv.

En vakker hundedag — som før
lå kløftens grusbund ganske tør.

Men klangen blevder hvisled støv,
der knirked kvas, der rasled løv.

Det minded fjernt om kildevæld.
Jeg selv har sværmet der en kveld.