Side:Ibsen Samlede Værker IV.djvu/319

Denne siden er korrekturlest


Sønner syv, så fagre,
fostret mellem sværde.
værned vikings hvide
hår, som gævest gærde.

Nu er gærdet jævnet,
mine sønner døde;
glædeløs står gubben,
og hans hus står øde.

Torolf — du, min yngste!
Boldest blandt de bolde!
Lidet gad jeg klage,
fik jeg dig beholde.

Vén du var, som våren,
mod din fader kærlig,
arted dig at ædles
til en helt så herlig.

Ulivs-sår, usaligt,
værste ve mon volde,
har min gamle bringe
klemt, som mellem skjolde.