Denne siden er korrekturlest
Så var det naturligt man næsten led;
man var jo selv på en måde med.
I sofaen, ret under lampens skærm,
sad en aldrende frue, frejdig og ferm.
Til hende var vendt de flestes røster;
enhver vilde være den bedste trøster.
Og damerne yttred med suk og støn
sin angst for fruens eneste søn.
Jeg ser hende endnu, hvor trygt hun nikker,
og smiler og sigerfor ham er jeg sikker!
Hvor vakker hun var, den sølvgrå kvinde
med grundmuret tro i syn og sinde.
Det risled mig varmt gennem marg og blod;
det satte stål i mit slappe mod.
„Dit folk er ej dødt, om end det blunder; —
det lever i kvinde-troens vidunder!“
