Denne siden er korrekturlest
De ankred, og kammeraterne gik
med landlov til sus og dus,
Han sendte dem endnu et længselsblik,
da han stod ved sit stille hus.
Han glytted ind bag det hvide gardin, —
da så han i stuen to, —
hans kone sad stille og hespled lin,
men i vuggen lå, frisk og rød og fin,
en liden pige og lo.
Der sagdes, at Terjes sind med et
fik alvor fra denne stund.
Han trælled og sled, og blev aldrig træt
af at vugge sit barn i blund.
Om søndagskvælden, når dansen klang
vildt fra den nærmeste gård,
sine gladeste viser han hjemme sang,
mens lille Anna lå på hans fang
og drog i hans brune hår.
Så lakked og led det til krigens år
i attenhundred og ni.
Endnu går sagn om de trængselskår,
som folket da stedtes i.
