Denne siden er korrekturlest
Didind Terje Vigens skægte foer
lig en pil mellem brått og brand;
men bag efter ham, i kølvandets spor,
jog jollen med femten mand.
Da var det han skreg gjennem brændingens sus
til Gud i sin højeste nød:
„inderst derinde på strandens grus
sidder min viv ved det fattige hus,
og venter med barnet på brød!“
Dog, højere skreg nok de femten, end han:
som ved Lyngør, så gik det her.
Lykken er med den engelske mand
på rov mellem Norges skær.
Da Terje tørned mod båens top,
da skured og jollen på grund;
fra stavnen bød officeren „stop!“
Han hæved en åre med bladet op
og hug den i skægtens bund.
Spant og planker for hugget brast,
sjøen stod ind som en fos;
på to fod vand sank den dyre last,
dog sank ikke Terjes trods.
