Denne siden er korrekturlest
Han sad i „prisonen“ i lange år,
der siges, i fulde fem;
hans nakke bøjed sig, gråt blev hans hår
af drømmene om hans hjem.
Noget han bar på, men gav ej besked, —
det var som hans eneste skat.
Så kom attenhundred og fjorten med fred,
de norske fanger, og Terje med,
førtes hjem på en svensk fregat.
Hjemme ved bryggen han steg iland
med kongens patent som lods;
men få kun kendte den gråsprængte mand,
der rejste som ung matros.
Hans hus var en fremmeds; hvad der blev af
de to, — han derinde erfor:
„da manden forlod dem og ingen dem gav,
så fik de til slutning en fælles grav
af kommunen i fattigfolks jord.“ — —
Årene gik og han røgted sin dont
som lods på den yderste ø;
han gjorde visst intet menneske ondt,
hverken på land eller sjø;
