Side:Ibsen Samlede Værker IV.djvu/344

men stundom gnistred hans øjne stygt,
når det brød over båer og skær, —
og da mente folk, at han var forrykt,
og da var der få, som uden frygt
kom Terje Vigen nær.

En måneskinskveld med pålandsvind
kom der liv i lodsernes flok;
en engelsk yacht drev mod kysten ind
med revnet storsejl og fok.
Fra fortoppen sendte det røde flag
et nødskrig foruden ord.
Lidt indenfor gik der en båd over stag,
den vandt sig mod uvejret slag for slag,
og lodsen stod stout ombord.

Han tyktes så tryg, den gråsprængte mand;
lig en kæmpe i rattet han greb;-
yachten lystred, stod atter fra land,
og båden svam efter på slæb.
Lorden, med lady og barn i arm,
kom agter, han tog til sin hat:
„jeg gør dig så rig, som du nu er arm,
hvis frelste du bær os af brændingens larm“. —
Men lodsen slap ror og rat.