Denne siden er godkjent
Min kære ven!
De skriver mig bekymret til og spørger
hvi slægten går så underlig fortrykt,
ej ildnes op i fryd og ikke sørger,
men synes ruge på en uklar frygt, —
hvi intet held formår at live ånderne,
hvi ingen er sin egen modgangs dommer,
hvi hvermand tager skæbne-gunst og vånderne
med sløvheds ro, og venter hvad der kommer.
Kræv ikke, ven, at jeg skal gåden klare;
jeg spørger helst; mit kald er ej at svare
Men da De nu har dyppet Deres pen,
så skal det dog ej være gjort forgæves, —
at sige, hvis ej med bestemthed kræves
et svar, som svarer sådan ligehen.
